akrylfibre

Akrylfibre, PAN, polyakrylnitril, syntetiske fibre, fremstillet ved polymerisation. Akrylfibres tekniske egenskaber ligger tæt på uldens, og de anvendes derfor også i blandinger med uld, især hvor krympning og filtning skal undgås. Meget fine akrylfibre kan lægge sig uden om uldfibrene og forhindre uldens skæl i at gribe ind i hinanden. Akrylfibre er de mest vejrbestandige af alle syntetiske fibre og derfor særlig velegnet til gardiner, til flag og til udendørs brug i øvrigt. Producenternes varemærker er bl.a. PAN, Acrilan, Courtelle, Orlon, Dralon, Exlan, Vonnel og Dunova.

Modakryl, MAC, er en modificeret akrylfiber, som specielt finder anvendelse som flammehæmmende fiber i gardin- og møbelstoffer. Se også kemofibre.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig