Artikelstart
Absorptionståge, interstellar sky, en koncentration af koldt stof mellem stjernerne, fx af gas eller støvpartikler, som absorberer elektromagnetisk stråling.
Absorptionen sker i en gas ved bestemte bølgelængder (absorptionslinjer) og i støv mere jævnt fordelt over hele spektret. Det skønnes, at mere end halvdelen af det interstellare stofs masse findes i absorptionståger. Massen af en enkelt varierer fra nogle få til flere mio. gange Solens masse, og udstrækningen fra ca. 3 lysår til 300 lysår. Den gnsntl. partikeltæthed er mellem 20 og 50 hydrogenatomer pr. cm3, men meget tættere findes.
Absorptionstågens levetid er 10-20 mio. år, og i mange af dem foregår der stjernedannelse. Satellitobservationer har bekræftet eksistensen af absorptionståger mindre end 300 lysår borte.
Se også interstellart stof.
Kommentarer
Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.