Zenon fra Kition, (nuv. Larnaka på Cypern), ca. 333-261 f.Kr., græsk filosof; stoicismens grundlægger. Efter studier hos kynikeren Krates og påvirkning fra mange andre ældre og samtidige filosoffer oprettede han ca. 300 f.Kr. sin egen skole i Athen ved at undervise i søjlehallen, Stoa poikile, hvorfra skolen fik sit navn. Han forblev i Athen og hædredes af byen ved sin død. Ingen af hans værker er overleveret, men referater af hans utopiske samfundsteori vidner om stærk inspiration fra Krates.
Udarbejdelsen af stoicismen til et fuldstændigt system tilskrives den senere efterfølger Chrysippos, men Zenon fastlagde de store linjer: stoicismens hovedinddeling i logik, naturfilosofi og etik samt visse grundidéer.
Etikken synes at have haft Zenons særlige interesse. Impulser fra Sokrates videreudviklede han til en filosofisk overbygning over kynismen: Lykken består alene i indsigt, som også er identisk med moralsk godhed; ydre goder er ligegyldige (adiafora); det største onde er mangel på indsigt; af indsigten følger nødvendigvis rigtig handling; viljesvaghed og ukontrollerede følelsesudbrud er dermed i princippet udelukket (apatheia).
I denne filosofisk artikulerede udgave blev arven fra Sokrates videregivet til senere romersk og europæisk kultur.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.