Zeeman-effekten, (efter P. Zeeman), opspaltning af en spektrallinje i flere, når lyskilden påvirkes af et ydre magnetfelt. Zeeman-effekten afspejler, at elektronerne i et atom har kvantiserede energitilstande. En spektrallinje skyldes overgang mellem to tilstande for en elektron i en ydre skal i atomet. Elektrontilstandene er bl.a. karakteriseret ved kvantetallet J for elektronens totale impulsmoment, som er af særlig betydning for Zeeman-effekten.
Efter kvantemekanikken kan impulsmomentvektoren J indstille sig i 2J+1 forskellige retninger i rummet. De tilsvarende 2J+1 undertilstande har alle samme energi (er "udartede"). Middelværdien af tilstandenes magnetiske momentvektorer, mJ, er proportional med, men modsat rettede af J.
Et ydre magnetfelt B påvirker de magnetiske momenter, således at hver undertilstand får et energitillæg på −mJ∙B. Slutresultatet er, at den udartede tilstand spaltes op i 2J+1 ækvidistante energitilstande. Dette gælder både begyndelsestilstanden og sluttilstanden for spektralovergangen, og de tilsvarende spektrallinjer svarer til lidt forskellig energi.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.