Yucca er en slægt af buske eller rosetplanter, oftest med vedagtige stammer og læderagtige, lancetformede blade. Slægten tilhører aspargesfamilien og har mere end 50 arter, som er udbredt i de varme, tørre dele af Nord- og Mellemamerika.
Faktaboks
- Etymologi
- Ordet Yucca er nylatin, af spansk yuca 'kassavabusk', fra det caribiske indianersprog taino.
- Også kendt som
-
palmelilje
Blomsterne er hvide og klokkeformede med seks bloster- og støvblade og et frugtanlæg med én griffel. Bestøvningen er afhængig af det nataktive yucca-møl, Tageticula spp., der bestøver blomsterne ved at transportere små kugler af pollen fra blomst til blomst og derefter lægger ét æg i hvert af frugtknudens tre rum; larverne æder under deres udvikling nogle få frøanlæg, resten udvikles til modne frø.
I Danmark benyttes flere arter som stueplanter, bl.a. elefantfodyucca (Yucca gigantea). Palmeliljen (Yucca filamentosa) fra det sydøstlige USA kan også dyrkes som haveplante, hvis den den plantes på en lun og beskyttet plads.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.