Yogyakarta, Jogjakarta, by på det centrale Java, Indonesien; 388.100 indb., 2,39 mio. indb. storbyområdet (2010). Landbrugsområdet omkring byen er særdeles frugtbart; her dyrkes bl.a. ris og sukkerrør, mens tekstiler og levnedsmidler er vigtige industribrancher. Byen og området er også kendt for traditionel batikfremstilling og sølvsmedearbejder.

Yogyakarta har Indonesiens ældste og største universitet, Gadjah Mada (1949), foruden adskillige private universiteter, lærerhøjskole m.m.

Yogyakarta er hjemby for javanesisk hofkultur og er efter Bali Indonesiens vigtigste turistmål. Det buddhistiske Borobudurtempel og det hinduistiske tempelkompleks Prambanan ligger uden for byen. Slotskomplekset Kraton, vandpaladset Taman Sari, markeder, batikværksteder, skyggeteatre og handelsgaden Maliboro er andre vigtige turistattraktioner. Bystrukturen afspejler en traditionel javanesisk kosmologi med slottet liggende i en ret linje mellem den hellige vulkan Merapi og fiskerbyen Parangtritis, hvor Ratu Kidul 'Dronningen af Sydhavet' ifølge javanesisk kosmologi bor. Hvert år bærer sultanen offer til havet ved Parangtritis.

Yogyakarta var fra 1755 sæde for det muslimske kongedømme Mataram med sultan Hamengkubuwono 1. som hersker. Hans palads bebos stadig af en efterkommer, sultan Hamengkubuwono 10. Under befrielseskampen efter 2. Verdenskrig var Yogyakarta 1946-50 sæde for den indonesiske regering.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig