Wolf-prisen er en pris indstiftet i 1976 af den tysk-cubansk-israelske kemiker og diplomat Ricardo S.L. Wolf (1887-1981), som havde tjent en formue på at opdage en proces til at udvinde jern fra smelterester; første gang uddelt 1978. Prisen uddeles årlig af den israelske præsident inden for områderne matematik, fysik, kemi, medicin, landbrugsvidenskab og (fra 1981) kunst (skiftevis billedkunst, billedhuggerkunst, arkitektur og musik). Prisen består af et diplom og 100.000 dollar til deling mellem prismodtagerne inden for hvert område. Inden for matematik, som ikke har nogen nobelpris, regnes den sammen med Fields-medaljen for den højeste udmærkelse.