Wiltshire.

.

Wiltshire, Wilts, område i SV-England øst for Bristol; 3246 km2, 471.000 indb. (2011). Området udgjorde indtil den administrative reform i 1996 et amt (county), hvor Trowbridge var den administrative hovedby med 33.100 indb. (2011). Swindon og Salisbury er de største og vigtigste byer. Området er præget af kalkhøjdedrag, der markerer vandskellet mellem Themsen og de floder, som afvander områderne mod syd og vest. Kalkbakkerne er kendt for figurer, indridset i den hvide kalk, der står klart aftegnet mod det grønne græs; mange er fra 1700-t., men nogle er meget ældre, og andre fra 1900-t. Mod syd dominerer Salisbury Plains, og mod NØ Marlborough Downs. Landbruget i området er præget af svineavl og mejeridrift, mens højdedragene stadig bruges til græsning for kvæg og får. Fåreavlen har dannet basis for produktion af uldbeklædning og tæpper. Mens uldproduktionen faldt i sidste halvdel af 1900-t., er produktionen af de kendte wiltshiretæpper stadig af betydning (se Wilton).

Omkring 2000 er området erhvervsmæssigt forbundet med Storlondon og har dels udflyttede virksomheder, dels pendlere. Dele af amtet er udnævnt til Area of Outstanding Beauty, og her findes de mange forhistoriske monumenter, bl.a. Stonehenge og Avebury, der vidner om bosættelser i den tidlige stenalder. Ikke mindst pga. dem har turismen betydning som indtægtskilde.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig