Wicklow.

.

Wicklow, irsk amt (county) og by syd for Dublin.

Wicklow Amt

er 2025 km2 og har 136.600 indb. (2011). Det ligger umiddelbart syd for Dublin og er en del af Leinster-provinsen. Mod øst er amtet begrænset af kysten mod Det Irske Hav med en kystlinje, der er kendetegnet ved mange klippefremspring og sandstrande. I den østlige del af amtet findes Wicklow-bjergene omgivet af frugtbare lavlandsområder, der er præget af store landejendomme og pragtvillaer med store haver. Der er plantet megen skov, afbrudt af store, græsklædte flader. Her har været vigtige granitbrud til Dublins og Londons byggeri. Med sit sceniske landskab og de mange badestrande er hovedfunktionen i amtet i dag som rekreativt område for hovedstadens borgere suppleret med landbrug og gartneri.

Wicklow by

ligger ved kysten ca. 50 km syd for Dublin og er administrativ hovedby for amtet. Der er 6800 indb. (2011). Byen blev grundlagt af vikinger i 800-t. og hed da Vikingalo. Byens havn benyttes i dag fortrinsvis af lystbåde, og Wicklow er en attraktiv sommerby.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig