Montører på Welcons fabrik i Give installerer komponenter inde i offshorevindmølletårnet. Welcon producerer halvdelen af alle tårne til offshorevindmøller i Europa.
.

Welcon A/S er Give-egnens store arbejdsplads med over 700 ansatte (2023). Siden etableringen for godt 55 år siden har virksomheden produceret store stålkonstruktioner.

I begyndelsen var olie og gasindustrien vigtige kunder, siden er produktion af tårne til vindmølleindustrien blevet den centrale aktivitet. Kunderne er store vindmølleproducenter som Vestas, Siemens Gamesa og Nordex.

Produktionen finder sted i de over 100.000 m2 store produktionshaller og tilhørende 80.000 m2 udendørs lagerplads. Her kan virksomheden, med avanceret svejseteknologi, masseproducere tårnsektioner til vindmøller og flydende fundamenter på op til 10 meter i diameter, længder på op til 70 meter og vægt på op til 600 ton.

Placeringen ved Midtjyske Motorvej gør det muligt at transportere de meget store emner fra fabrikken til de områder, hvor mølletårnene skal rejses. Virksomheden har opført fabrikker til produktion af offshore-vindmøller i Taiwan og USA.

Welcon nåede i regnskabet 2022/23 en omsætning på over en milliard kr. og havde 600 ansatte. Det var en fordobling af begge dele på fem år.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig