Walvis Bay, Walvisbaai, havneby i Namibia; 85.000 indb. (2011). Byen ligger ved en bugt, der annekteredes af Storbritannien i 1878 og derefter blev omkranset af den tyske koloni Sydvestafrika. Området blev i 1910 en del af Sydafrika, men administreredes 1922-77 sammen med den tidligere tyske koloni som sydafrikansk mandatområde. 1977-92 blev det administreret direkte fra Sydafrika, og det indgik ikke fra begyndelsen i det i 1990 selvstændige Namibia. 1992-94 deltes Sydafrika og Namibia om administrationen, og fra 1994 blev området indlemmet i Namibia. I det sidste tiår af det tyvende århundrede mere en firedobledes byens indbyggertal. Befolkningstilvæksten skyldes især stigningen i antallet af arbejdspladser, som kommet efter etableringen af en frizone i byen.

Flere udenlandske virksomheder har anlagt fabrikker her, og drager fordel af Walwis Bays strategiske betydning som den eneste dybvandshavn på kysten, hvorfra der bl.a. udskibes uran fra Swakopmund, samt af byens gode transportforbindelser til Sydafrika og Botswana. Pga. overfiskning er byens fiskeindustri mindsket i betydning. De lavvandede områder omkring havnen er en internationalt set vigtig fuglelokalitet, og et lokalt Agenda 21-projekt, som skal beskytte dette område, støttes af dansk bistand.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig