Wallraf-Richartz-Museum, Wallraf-Richartz-Museum - Fondation Corboud, kunstmuseum i Köln, grundlagt 1824 med Ferdinand Franz Wallrafs (1748-1824) kunstsamling, åbnet 1861 i en bygning betalt af købmanden Johann Heinrich Richartz (1795-1861). Bygningen blev bombet 1944, og en ny museumsbygning åbnede i 1957.

I 1986 blev museet indrettet i nye bygninger nær domkirken sammen med Museum Ludwig, der var oprettet 1976 til museets moderne kunstværker og udvidet med bl.a. Peter Ludwigs samling af moderne kunst.

Museet er et af verdens betydeligste for europæisk, specielt tysk, kunst fra middelalderen til i dag. Wallraf-Richartz-Museum med de ældre kunstværker flyttede 2001 til en nyopført bygning af arkitekten Oswald Matthias Ungers.

I Ungers stramt formede, kubiske bygning i tre etager lægges særlig vægt på fremvisningen af de middelalderlige kunstværker. Museet blev samtidig udvidet med det schweiziske ægtepar Gérard og Marisol Corbouds samling af impressionistisk og postimpressionistisk kuns og bærer også navnet Wallraff-Richartz-Museum - Fondation Corboud.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig