Vyborg, russisk havneby ved Den Finske Bugt; 80.000 indb. (2010). Byen ligger tæt ved den finske grænse og ved jernbanen Skt. Petersborg-Helsinki. Der er skibsværft, elektronisk industri samt fiskeindustri og andre levnedsmiddelindustrier. Ud over den restaurerede middelalderborg er dele af fæstningsværker fra 1500-t. bevaret ligesom en del borgerhuse fra 1700-t.

Faktaboks

Etymologi
Navnet kommer af ældre russ. Vybor, omdannet folkeetymologisk af sv. Viborg efter vy 'ud-' og bor 'nåleskov'.

Historie

Svenske korsfarere opførte i 1293 borgen Viborg, og SØ herfor voksede byen frem og fik som eneste finske by en bymur. Den fik i 1404 købstadsrettigheder og blev i 1554 bispesæde. Byen fungerede som det svenske riges forpost i øst. Den store Ruslandshandel, som også tiltrak mange tyske købmænd, medførte, at byen blev Finlands næststørste efter Åbo og siden Helsinki helt frem til 1944. Vyborg havde 74.403 indb. i 1939.

I 1710 erobrede Rusland byen, og fra 1721 var den centrum i et russisk guvernement (Gammel Finland). Efter erobring af hele Finland blev Vyborg i 1812 igen finsk, men bevarede sin nu kosmopolitiske kultur. Både i 1940 og 1944 måtte byen atter afstås, og hele befolkningen evakueres i løbet af meget få dage sammen resten af de afståede territorier. Det sidste finske civile tog forlod byen den 20.6.1944.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig