Vitoria, baskisk Gasteiz, hovedstad i Baskerlandet i NØ-Spanien og i provinsen Álava. 3/4 af provinsens befolkning bor i Vitoria, der har 226.490 indb. (2005). Vitoria ligger 45 km syd for Bilbao på et frugtbart plateau med skovklædte bjerge ved floden Zadorra.

Den gamle bydel fra 1181 med gotiske kirker og arkader ligger højt på en klippe, mens den nye, moderne bydel ligger i Zadorradalen. Byen er omkranset af jernbaner og motorveje og har international lufthavn. Vitoria er administrativt og industrielt centrum med produktion af møbler, landbrugsmaskiner og fødevarer.

Byen blev grundlagt og navngivet Victoriacum af den visigotiske kong Leovigild for at fejre sejren over baskerne i 581. I 1200 blev byen erobret af den castilianske konge, Alfonso 8., og indlemmet i Castilien. En britisk-spansk-portugisisk hær, ledet af Wellington, besejrede 21.6.1813 en fransk hær nær Vitoria, hvorefter Frankrig trak sig definitivt ud af Spanien.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig