Villa Wenden, senere Le Rouve, bygning i kvarteret La Californie i Cannes, Frankrig; opført 1887-89 i neoklassicistisk stil. På opførelsestidspunktet var Villa Wenden Cannes mest moderne bygning og den første, hvor elektricitet blev indlagt. Bygherrer var storhertug Frederik Frans 3. af Mecklenburg-Schwerin (1851-1897) og hustru Anastasia Mikhailovna (1860-1922), forældre til den danske dronning Alexandrine. Christian 10. og Alexandrines bryllup i 1898 fandt sted i Villa Wenden.

Som tysk ejendom blev den under 1. Verdenskrig beslaglagt af den franske stat, og i 1923 blev den erhvervet af familien Gruss-Galliéni, som omdøbte bygningen til "Le Rouve".

Bygningen fik en tilbygning mod øst i 1918, og der blev moderniseret og bygget til mod vest i 1950. I dag er bygningen opdelt i ejerlejligheder.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig