Viktor Astafjev, Viktor Petrovitj Astafjev, 1924-2001, russisk forfatter. Faderen var politisk fange, og Astafjevs smertefulde barndomsskildringer har selvbiografiske islæt, fx novellesamlingen Den sidste hilsen (1968-78). Kongefisken — en beretning i fortællinger (1976, da. 1990) behandler menneskets ødelæggelse af naturen.
I 1986 vakte han opsigt med "glasnost-romanen" Den sørgmodige detektiv (da. 1987), en ætsende kritik af sovjetsamfundets moralske forfald. Romanen De fordømte og de dræbte (1992) rummer en kritisk omvurdering af Den Store Fædrelandskrig 1941-45. I 1997 udkom hans samlede værker i 15 bind i Rusland.
Kommentarer
Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.