Faktaboks

Victor Vasarely
Født
1908
Død
1997

Victor Vasarely, 1908-1997, egl. Viktor Vásárhelyi, ungarsk-fransk grafiker og maler. Som uddannet reklamegrafiker kom Victor Vasarely i 1930 til Paris, hvor han begyndte at eksperimentere med grafiske fremstillinger af abstraherede dyre- og menneskefigurer, der indkomponeredes som brydningsformer i sort-hvide skakbrætmønstre, fx Harlekin (1933, Vasarely-museet, Gordes).

Den særegne optiske virkning i disse arbejder gjorde ham til en tidlig banebryder for kunstretningen op art.

Fra 1947 fjernede Vasarely alle figurative indslag i sit formsprog, der nu forvandledes til helt konkret billedgeometri, hvis flimrende mønstre fremkaldte overraskende rum- og bevægelseseffekter i fladen, fx Vonal SSZ (1968, Musée d'art moderne, Paris).

I 1970 åbnede Vasarely eget museum i Gordes, og han grundlagde i 1976 Fondation Vasarely i Aix-en-Provence.

Læs mere om fransk kunst.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig