Venera

Venera, [Vje-nje-ra] (russ.: Venus) serie af sovjetiske rumsonder opsendt med det formål at studere Venus. De første venussonder blev opsendt i februar 1961, men kun den ene fløj forbi Venus. Den fik navnet Venera 1, mens den anden blev forbigået i tavshed. I Vesten blev den betegnet Sputnik 7, fordi man troede, at det var en jordsatellit. Sonderne var designet til at kunne flyde på et eventuelt venusiansk hav, men man mistede kontakten med Venera 1 efter 15 dage. Uden kurskorrektioner har den ikke kunnet ramme Venus.

I 1962 opsendte USSR tre venussonder, men da ingen af dem forlod Jordens kredsløb, fik de ikke Venera-numre. Vesten betegnede dem Sputnik 19, 20 og 21. I 1963 opsendtes endnu en venussonde, der ikke forlod Jorden, og denne gang benævnede Sovjetunionen selv sonden Kosmos 21 for at skjule fejlen.

I 1965 blev Venera 2 og 3 opsendt, og Venera 3 var den første sonde, der ramte en anden planet (1966). Imidlertid havde man mistet radiokontakten med begge sonder kort før ankomsten til Venus. Venera 4 (1967) udførte målinger indtil 24,96 km's højde, hvor lufttrykket var på 22 bar. Efter 93 minutter var batteriet blevet afladet, men Venera 4 blev i øvrigt senere knust af lufttrykket, inden det nåede overfladen. Den tætte atmosfære gjorde, at Venera 4 var for lang tid om at nå overfladen.

Venera 5 og 6 (1969) havde mindre faldskærme, så batterierne kunne levere strøm til hele turen. Sonderne ophørte med at fungere inden landingen pga. det høje lufttryk i Venus' atmosfære. Først med den titaniumforstærkede Venera 7 (1970) var man i stand til at modtage data fra overfladen i 23 minutter. Mens Venera 7 var bygget til at modstå 180 bar, var Venera 8's (1972) trykbeholder afpasset til venusoverfladens lavere tryk. Vægtbesparelsen blev anvendt til flere instrumenter og materialet LiNO₃·3H₂O(Lithiumnitrattrihydrat), der ved smeltning optager varme. Venera sendte data fra overfladen i 50 minutter.

Venera 3 til 8 lod moderfartøjet brænde op i atmosfæren, mens atmosfæresonden var beskyttet af et varmeskjold. De landede på Venus' natside for at kunne kommunikere med Jorden; Venera 8 landede dog på grænsen mellem nat og dag. Mens sonderne hang i en faldskærm kunne de måle tryk, temperatur og sammensætningen af atmosfæren. De kunne også lytte efter lyn som radiostøj. Ved venusoverfladen er temperaturen ca. 450 °C og lufttrykket ca. 90 bar. Kosmos 96, 167, 359 og 482 var mislykkede venussonder.

Med anvendelsen af den større Protonraket kunne man sende 1,6 ton tunge landere til Venus. Hos disse landere virkede parabolantennen som faldskærm de sidste 50 km for at forkorte flyvetiden og forlænge levetiden på overfladen. Landerne blev nedkølet til -10 °C inden mødet med atmosfæren og kunne virke i op til 127 minutter på overfladen. Da moderfartøjerne virkede som relæstationer, blev der herefter landet på dagsiden.

Venera 9 og 10 (1975) sendte de første billeder af overfladen tilbage til Jorden. Venera 11 og 12 (1978) målte den kemiske sammensætning af Venus' atmosfære, inden de landede. Venera 13 og 14 (1981) var også landingsmoduler, mens Venera 15 og 16 (1983) kortlagde en del af overfladen med radar.

De sidste Venera-sonder (1984) blev kaldt VeGa 1 og VeGa 2 (Venera-Galeja; Venus-Halley), da de efter at have afleveret landere og ballonsonder på Venus fortsatte mod Halleys Komet i 1986.