Varde Torv /W.Ferchland

.

Varde midtby med Jacobi Kirke.

.

Agerbæk Kirke ca. 21 km øst for Varde.

.

Sankt Jacobi Kirke, Varde. Til venstre i billedet ses statuen af Frederik 7. fra 1885 på Varde torv; udført af Nicolai Schmidt (1844-1910).

.

Varde, by i Vestjylland, ca. 20 km nord for Esbjerg; 13.951 indb. (2017). Byen er administrativt centrum for Varde Kommune.

Faktaboks

Etymologi
Navnet Varde kendes fra 1180'erne som Wartwik, Warwath, 1231 Warwith, 1. led gammeldansk wara 'udmark' eller et opr. navn på Varde Å, gammeldansk *Wara, i de ældste former sammensat med vig, vad og gammeldansk with 'skov', se -ved.

Den gamle købstad Varde ligger på begge sider af Varde Å, opdelt i to hoveddele af ådalen. Rute 11 og rute 13 krydser hinanden ved Varde og er i dag ført ad en omfartsvej øst om byen.

Varde er en vigtig handels- og serviceby med en betydelig industri. De vigtigste brancher er jern- og metalindustri, plast og emballage. Blandt større virksomheder er FiberVisions, som fremstiller fibre til bleproduktion.

Varde har sygehus (nu Sundhedshus), kaserne — Hærens Artilleriskole — og en række institutioner som bibliotek, campus og musikskole. Musikhuset Smedeværkstedet er indrettet i det nedlagte Varde Stålværk. Desuden findes idrætshallen Jacobi-Hallen og golfbane.

Den gamle købstads middelalderlige bykerne ligger nord for åen. Omkring 1900 sprængte byen sine rammer, og Sønder Varde voksede frem omkring hovedbanegården syd for åen. Bebyggelsen af voldkvartererne blev igangsat nord for åen, og byen fik sine første villaveje med bl.a. Jugendhuset (1902). Varde Stålværk blev i 1914 anlagt tæt ved bymidten. Stålværket lukkede 1984.

Store kvarterer med parcelhuse og boligblokke omgiver i dag de ældre bydele, og virksomhederne er samlet i industriområder nordvest og især syd for byen.

Vardes gadenet er domineret af to nord-syd-gående veje, som begge passerer åen. På tværs løber en række korte gader som den smalle gågade, Kræmmergade. Torvet, der menes at være den middelalderlige bykernes oprindelige torv, er omgivet af Sankt Jacobi Kirke, råd- og tinghuset samt Sillasens Hus (1797). Den gamle kirkegård sydvest for kirken er udlagt som park.

Bebyggelsen i den indre by består af ret ensartede, sammenhængende huse, opført efter de seneste bybrande i 1779 og 1821. Vardes ældste verdslige bygning

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig