Vamdrup Kirke.

.

Vamdrup, stationsby i Sydjylland, ca. 15 km sydvest for Kolding; 4970 indb. (2017). Byen var indtil 2007 administrativt centrum i Vamdrup Kommune, nu indgår den i Kolding Kommune.

Faktaboks

Etymologi
Stednavnet kendes fra 1280 som Wamthorp, måske af subst. gammeldansk wamb 'vom' eller et tilnavn gammeldansk *Wambi og -torp 'udflytterbebyggelse'.

Vamdrup ligger ved rute 25 (Kolding-Tønder) midt mellem de gamle landsbyer Vester Vamdrup med den middelalderlige sognekirke, Øster Vamdrup og Bastrup, alle indlemmet i byområdet. Den nordøstlige halvdel udgør et alsidigt erhvervsområde med stikbane og store virksomheder, der bl.a. fremstiller isoleringsmateriale, farve og lak; desuden er der metalindustri, mange håndværksvirksomheder samt et varehotel. Grossister (isenkram, næringsmidler) samt transportfirmaer findes ligeledes i byen.

Kongeåmuseet fra 1975 findes i stationsforstanderboligen og har bl.a. udstilling om Kongeågrænsen 1864-1920. Kongeåen løber syd om Vamdrup og modtager tilløb fra Nagbøl Å og Søgård Sø.

Vamdrup Kirke er en usædvanlig stor kirkebygning i kvadersten, de oprindelige dele antagelig fra ca. 1200. Tårnet kom til i forbindelse med en større renovering i 1919-20.

Vamdrup Kirkes hjemmeside; se også kort, foto m.m. på www.korttilkirken.dk

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig