Vallonien, region i det sydlige Belgien; 16.844 km2, 3,3 mio. indb. (1998). Officielt sprog er fransk.

Betegnelsen Wallon forekom første gang på fransk i 1400-t. om den romansktalende befolkning nord for Frankrig. Området var underlagt Det Tyske Rige og blev styret sammen med nederlandsktalende områder.

Bispedømmet Liège (ca. 1/3 af Vallonien) udgjorde dog en enhed indtil Den Franske Revolution. Vallonernes andel i den belgiske revolution i 1830 var betydelig, og årsdagen for sejren over hollænderne i Bruxelles 27/9 er i dag vallonernes nationaldag.

Vallonien var blandt de første områder på det europæiske kontinent, som oplevede en egentlig industrialisering, hvilket bl.a. gav anledning til en tidlig og indflydelsesrig arbejderbevægelse.

Den vallonske identitet har kun ved få lejligheder haft større folkelig styrke før 1950'erne, da en negativ økonomisk udvikling førte til krav om større vallonsk selvstændighed i et Belgien med stigende flamsk indflydelse.

Siden 1980 har Vallonien udgjort en region med udstrakt selvstyre. Mht. regionens senere historie og geografi, se Belgien.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig