Faktaboks

Valdemar
Født
1858
Død
1939

Valdemar var prins af Danmark, yngste søn af Christian 9. og dronning Louise, g.m. prinsesse Marie af Orléans 1885. Valdemar tjente i marinen 1873-1911, havde flere udkommandoer og var 1907-11 chef for den flydende defension på Københavns Red; i 1918 udnævntes han til admiral. Valdemar er stamfader til de ældre grevelige linjer af Rosenborg.

I 1887 blev prinsen opfordret til at blive konge af Bulgarien, men takkede nej. I 1905, efter opløsningen af unionen med Sverige, blev han opfordret til at blive Norges konge, men også i dette tilfælde takkede han nej.

I ægteskabet fødtes fire sønner og en datter: prins Aage (1887-1940), prins Axel Christian George (1888-1964), prins Erik Frederik Christian Alexander, senere grev Erik af Rosenborg (1890-1950), prins Viggo Christian Adolph George, senere grev Viggo af Rosenborg (1892-1970) og prinsesse Margrethe Francoise (1895-1992).

Prins Valdemar ligger, sammen med sin hustru, begravet i Roskilde Domkirke.

Prins Valdemar blev i 1906 hædret med Den kongelige Norske St. Olavs Orden. Danmark-ekspeditionen hædrede i 1906 ægteparret ved at navngive Kap Marie Valdemar, beliggende lidt nord for Danmarkshavn i Nordøstrønland, efter dem.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig