Val Fitch, Val Logsdon Fitch, 10.3.1923-5.2.2015, amerikansk fysiker, fra 1960 professor ved Princeton University. Val Fitch var den første, som iagttog stråling udsendt fra et stof, hvor en myon og ikke en elektron kredser omkring en kerne. Dette arbejde viste, at atomkerner er mindre end hidtil antaget. Fitch delte i 1980 nobelprisen i fysik med James W. Cronin for et eksperiment, der modbeviste CP-bevarelse (se CPT).