Der findes ingen pålidelige oplysninger om Usbekistans befolkningstal, men det angives til ca. 26,6 millioner mennesker. Også nationalitetsfordelingen beror på et skøn. Omkring 80 % af befolkningen er etniske usbekere. De øvrige befolkningsgrupper er bl.a. russere, tadsjiker, koreanere, kasakher og karakalpaker.

Centralasien blev i Sovjettiden brugt som deportationssted, og der var i 2006 formentlig stadig grupper af tjetjenere, krimtatarer og meskheter i landet.

Usbekistan havde i det meste af Sovjettiden en kraftig naturlig befolkningsvækst med høj fødselshyppighed og en stadig faldende dødsrate. Trods økonomisk tilbagegang fortsatte befolkningsvæksten efter uafhængigheden i 1991, men siden 2001 har den gennemsnitligt været på 1% om året, hvilket skyldes lavere fødselstal og større emigration af etniske minoriteter. Den faldende industribeskæftigelse har gjort det vanskeligt for erhvervene at opsuge de nye store årgange.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig