United Fruit Company, amerikansk levnedsmiddelvirksomhed, som blev dannet ved fusion af flere virksomheder i 1899, men reelt grundlagdes i 1871, da en baneingeniør fra Brooklyn for at skaffe fragt og passagerer til en amerikanskbygget jernbane i Costa Rica anlagde bananplantager langs linjen.

Bananeksport til USA blev en stor succes, og virksomheden etablerede sig i store dele af Mellemamerika og Caribien, hvor den i enkelte lande blev en magtfaktor på linje med regeringen. I Guatemala iværksatte CIA i 1954 et statskup til fordel for virksomheden, hvis aktiviteter har givet anledning til udtryk som "bananrepublik" og "dollardiplomati". Med tiden mildnedes firmaets metoder, og den hårdhændede udnyttelse af lokal arbejdskraft i regnskovsområderne afløstes af en human udstykningspolitik.

Orkaner og jordskælv i dyrkningsområderne påførte i perioder virksomheden så store tab, at de fleste plantager blev afhændet til en af USA's største frugt- og grøntproducenter, Del Monte-koncernen.

I 1970 fusioneredes United Fruit med AMK Corporation til United Brands Company, fra 1989 Chiquita Brands.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig