Ukraine – musik, Ved kristendommens indførelse i slutningen af 900-t. kom den byzantinske sang til Ukraine. Enstemmig kirkesang og vokal flerstemmighed nåede et højdepunkt i 1600-t. med Kyjiv som centrum. I 1700-t. udfoldede musiklivet sig på de store godser med internationalt repertoire.

Mykola Lysenko (1842-1912) grundlagde den nationale skole. Efter 1. Verdenskrig søgte komponisterne, fx Boris Ljatosjinskij (1894-1968), fortrinsvis inspiration i folkemusikken, mens næste generation, herunder Valentin Silvestrov (f. 1937), sluttede sig til den vesteuropæiske avantgarde.

Folkemusikken omfatter gamle rituelle og nyere lyriske sange, desuden den episke duma, som synges i en fri, ornamenteret form, og historiske sange i flerstemmig udførelse. Instrumentalmusikken anvender fløjte, hyrdetrompet, sækkepibe og mundharpe; det kendteste ensemble, troïsta muzyka, består af violin og hakkebræt med bas eller rammetromme.

Læs mere om Ukraine.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig