Tysklands fagbevægelse

Tysklands fagbevægelse var oprindelig i 1860'erne splittet op i en liberal, en kristelig og en socialdemokratisk retning. Den sidste, den "frie fagbevægelse", hvis praksis baseredes på modsætningen mellem arbejde og kapital, blev til trods for undertrykkelse fra statens side i løbet af de første årtier den absolut største, efterfulgt af den katolske, mens den liberale og den senere oprettede nationale fløj alene organiserede nogle få faggrupper, primært funktionærer.

Efter revolutionen 1918-20 fik især den frie fagbevægelse en stærk opblomstring, men tabte igen indflydelse i forbindelse med økonomiens sammenbrud 1922-1923. I 1919 opnåede også embedsmændene ret til at organisere sig. Efter at nazisterne var kommet til magten i 1933, blev fagbevægelsen forbudt; de illegale kadrer fik ingen større betydning.

Efter 1945 genopstod fagbevægelsen i de fire besættelseszoner som en enhedsfagbevægelse uden religiøs eller politisk tilknytning. Med den statslige splittelse blev også fagbevægelsen delt i to selvstændige landsorganisationer: Freier Deutscher Gewerkschaftsbund i DDR og den vesttyske landsorganisation, Deutscher Gewerkschaftsbund, DGB, som oprettedes i 1949 ved en sammenslutning af de faglige organisationer i de tre vestlige besættelseszoner.

DGB var en sammenslutning af oprindelig 17 industriforbund, af hvilke IG Metall var det største. Uden for stod funktionærforbundet Deutsche Angestellten Gewerkschaft, DAG, og embedsmandsforbundene i Deutscher Beamtenbund, DBB. Indtil 1980 opnåedes en organisationsgrad på ca. 40%; hen ved 85% af disse var organiseret i DGB. Kvindeandelen kom i 1980 for første gang op over 20%. Fagbevægelsen organiserede især de meget store arbejdspladser, mens mange af de små ikke har nogen faglig repræsentation eller tillidsrepræsentanter. Bedriftsrådene, som opstod efter 1918, er uafhængige af fagbevægelsen.

Efter genforeningen i 1990 sammensluttedes de østlige og vestlige organisationer, og organisationsgraden steg noget, men i løbet af 1990'erne ramtes især de østlige forbundsstater af en økonomisk krise, og beskæftigelsen og dermed også den faglige organisationsgrad faldt voldsomt.

Den samtidige omstrukturering af industrien medførte yderligere krise for fagbevægelsen, hvilket sammen med bortfaldet af den indretyske kommunistiske konkurrence gjorde fagbevægelsen til en mindre central samfundsfaktor. Fagbevægelsen mistede flere millioner medlemmer, og organisationsgraden faldt til ca. 29%. Fagbevægelsen reagerede langsomt og med organisatoriske sammenlægninger uden større perspektiv; herunder hører sammenslutningsplaner (2000) mellem DAG og DGB.

Fagbevægelsen har siden 1945 været partipolitisk neutral, men samarbejdet med det socialdemokratiske parti var i lange perioder ret intensivt, og fremtrædende repræsentanter for fagbevægelsen har været ministre i de socialdemokratiske regeringer 1969-82 og fra 1998.