Trident, (eng. 'trefork, båret af havguden Poseidon', af tri- og lat. dens 'tand'), amerikansk ubådsbaseret, interkontinentalt, strategisk, ballistisk missilsystem (SLBM), der i slutningen af 1970'erne blev udviklet af Lockheed for den amerikanske flåde som afløser for Poseidon-missilet. Den seneste version, Trident II D-5, er et tretrinsmissil, som affyres under vandet af gas under højtryk. Over vandet antændes det første af tre trin fast brændstof. Ca. to minutter efter antændelsen af tredje trin har missilet nået en hastighed på omkring 21.500 km/h. Affyringsvægten er ca. 58 t, diameteren 2,11 m, og længden 13,4 m. Dens rækkevidde er 7360 km. Trident-missilet er flerhovedet, og det har op til otte af hinanden uafhængigt affyrede og styrede sprænghoveder.