Tornio, sv. Torneå, finsk by i Lapplands län på grænsen til Sverige over for Haparanda ved Den Botniske Bugt; 22.300 indb. (2006), overvejende finsktalende. Den ældste del af byen ligger på en tidligere ø i Tornionjoki (sv. Torneälv), nu landfast med Sverige ca. 10 km fra dennes udløb, hvor der allerede i den tidlige middelalder var en vigtig handelsplads for pelsværk og fisk. Byen har mange arbejdspladser inden for jern-, stål-, træ- og tekstilindustrien. Bryggeriet Lapin Kulta fra 1873 er den ældste fabriksvirksomhed i finsk Lappland. Byen er forbundet med svenske Haparanda med en både vej- og jernbanebro, sidstnævnte med såvel den svenske (1.435 mm) som den bredere finske sporvidde (1.524 mm) og har siden 1992 kun godstrafik.

Under Lapplandskrigen i oktober 1944 var byen skueplads for voldsomme kampe mellem tyskerne og finnerne. Siden tilslutningen til EU har de to byer markedsført sig som dobbeltby under forskellige varemærker, nu hhv. HaparandaTornio og TornioHaparanda.

Den ortodokse kirke, Apostolien Pietarin ja Paavalin kirkko (Apostlene Peters og Paulus' Kirke) blev opført i 1884 til de russiske soldater i byen og fungerede som kirke indtil 1928. Efter en gennemrestaurering til sin oprindelige udformning blev den genindviet i 1987. Kirken har en menighed på ca. 150 personer og hører under menigheden i Oulu.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig