Haparanda er en by i Nordsverige på grænsen til Finland. Den har 6,600 indbyggere (2020), overvejende finsk- og tornedalsfinsktalende.

Faktaboks

Etymologi

Haaparanta

Da Sverige i 1809 mistede Finland til Rusland, blev grænsen trukket gennem den frodige Tornedal, hvorved hovedbyen Torneå (finsk Tornio) gik tabt. Efter flere forsøg blev Haparanda grundlagt på vestbredden af Torneälven. Den rudeagtige grundplan skriver sig fra 1828, og de omgivende esplanader fra 1874.

Jernbanestationen fra 1918 er en af Sveriges største og udgør som nedlagt stationsbygning i dag Ungdommens Hus "Station". Den blev opført i forbindelse med afslutningen af 1. Verdenskrig, da der foregik en vældig person- og godstrafik over grænsen; et monument er rejst (1919) som minde for de 75.000 krigsinvalider, som udveksledes af Røde Kors her under 1. Verdenskrig.

Jernbanebroen over Torneälven (finsk Tornionjoki) har både svensk normalspor (1.435 mm) og finsk bredsporvidde (1.524 mm) og har siden 1992 kun godstrafik. Stadshotellet i fordums pragt minder om den kortvarige blomstringstid.

Under 2. Verdenskrig fik byen på ny større betydning pga. det øgede beredskab; nu er den især service- og grænsehandelsby med bl.a. IKEA Haparanda-Tornio (2006). Haparandas golfbane lader spillerne passere grænsen flere gange på vej til 18. hul.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig