Thulesagen, dansk politisk sag, som opstod i forbindelse med tidligere Thulearbejderes krav på erstatning for helbredsskader, som de hævdede at have pådraget sig under oprydningsarbejdet efter et brintbombeudrustet amerikansk B-52-flys nedstyrtning ved Thule i 1968.

Ved en intern gennemgang af sagen i Udenrigsministeriet fandt embedsmænd i 1994 akter, som viste, at stats- og udenrigsminister H.C. Hansen i 1957 hemmeligt havde givet USA tilladelse til at placere de våben, der blev anset for nødvendige, i Grønland; NATOs gængse kodebetegnelse for atomvåben blev nævnt.

Da regeringen i 1995 offentliggjorde, at dansk atomvåbenpolitik, som udelukkede oplagring af atomvåben i Danmark i fredstid, således ikke havde omfattet Grønland, opstod der en omfattende offentlig debat, som førte til, at regeringen anmodede Dansk Udenrigspolitisk Institut, DUPI, om at udarbejde en hvidbog om sagen; den forelå i 1997.

Betegnelsen Thulesagen anvendes også om forflyttelsen i 1953 af de oprindelige beboere i Thule ved oprettelsen af Thule Air Base, se her.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig