The Sugarcubes, islandsk rockgruppe, dannet i 1986 af bl.a. Björk Guðmundsdóttir. Gruppen voksede ud af et kunstnerisk miljø af filmfolk, forfattere, billedkunstnere og musikere i Reykjavík. Allerede gruppens debutsingle, Birthday (1987), vakte opmærksomhed i Storbritannien, og gruppens særlige lyriske tone blandet med en anarkistisk punklyd samt Björks usædvanlige stemme gjorde gruppen til et internationalt kultband. Gruppen indspillede både på islandsk og engelsk og fik et mindre hit med sangen Regina (1989). Efter opløsningen af The Sugarcubes i 1992 fik Björk stor international succes som solist.