Tetsumi Kudo

Kudo blev født i Osaka, hvor hans mor var skolelærer og hans far var kunstner, der udførte vestlig-inspireret oliemaleri. Under 2. Verdenskrig flyttede familien til det nordlige Japan, hvor farens familie stammede fra. Kudo var ti år gammel, da atombomberne blev kastet over Hiroshima og Nagasaki, og selvom han og hans familie ikke blev ramt af katastrofen personligt, brugte han temaer om radioaktivitet og ødelæggelse i sin senere kunst.

Kudo forsøgte i 1953 at blive optaget på Tokyos Kunstakademi (Tokyo geijutsu daigaku), men mislykkes. Han flyttede til Tokyo, og året efter, i 1954, kom han ind. Det vides ikke, hvilket linje han studerede, men han var tilsyneladende utilfreds med undervisningen og gjorde oprør mod lærerne. Kudo formede en gruppe med navnet Jord (Tsuchi) med andre studerende på akademiet, hvoraf nogle blev prominente avantgardekunstnere i grupper som Neo-Dada Organizers og Hi-Red Center. Kudо̄ opretholdte samtidig sin interesse for naturvidenskab og læste pamfletter om mængdelære, astrofysik og kvantemekanik. Han fik afgang fra Tokyos Kunstakademi i 1958.

I 1950'erne var Japan i fuld gang med at genopbygge landet efter krigens ødelæggelser, og i 1960'erne steg den økonomiske vækst i takt med forbrugssamfundets opståen. Den øgede industrialisering medførte dog også mange tilfælde af miljøkatastrofer, hvor folk blev syge af astma eller blyforgiftning som resultat af fabrikkers udledning af farlige stoffer i floder og hav, eller giftige gasser og røg fra skorstene uden filter.

Ud over atombomberne i Hiroshima og Nagasaki i 1945 var Japan stadig præget af radioaktiv forurening, herunder amerikanske atomprøvesprængninger ved atollen Bikini i Stillehavet. Det japanske fiskerfartøj Lykkedrage nr. 5 (Daigo Fukuryū Maru) blev ramt af radioaktiv stråling fra en bombesprængning 1. marts 1953, og alle 23 besætningsmedlemmer blev syge, hvoraf en døde. Det medførte protester i Japan og en anti-atombevægelse opstod.

Mange af Kudos værker har ordene ”kædereaktion” i titlen, hvilket henviser til den fysiske fissionsproces, der foregår i atomkerne, typisk i uranatomer, hvor energien fra én spaltning af atomkernen igangsætter yderligere spaltninger. Hvis processen ikke kontrolleres, sker der en eksplosion, hvilket udnyttes i atombomber.

Både imens og efter han studerede på kunstakademiet udførte Kudo en række soloudstillinger, hvortil han ofte opførte happenings. Hans malerier og skulpturelle former var abstrakte i deres stil. Kudo var en del af efterkrigstidens japanske avantgardekunstscene, hvor kunstnere eksperimenterede med formater og materialer i et opgør med konventionel kunstforståelse og æstetik.

Kudo var ikke medlem af en af de mange kunstnergrupper i Japans kunstscene, men havde tæt kontakt med kunstnere som Ushio Shinohara (f. 1932) fra Neo-Dada Organizers og Natsuyuki Nakanishi (1935-2016) fra Hi-Red Center. I 1959 blev Kudo gift med Hiroko Kurihara, og de samarbejde som kunstnere, ligesom hun fotodokumenterede en del af Kudos performanceværker.

Kudo deltog et par gange i de årlige udstillinger kaldet Yomiuri Indépendant, en fri og uafhængig udstilling under avisforlaget Yomiuri, som fandt sted i Tokyo i årene mellem 1949 og 1963. Yomiuri Indépendant var i modsætning til mange andre årlige kunstnersaloner og udstillinger en ucensureret udstilling, som betød, at det var frit for alle kunstnere at indsende værker. Fra slutningen af 1950'erne og frem til 1963 var det her, man kunne opleve ny og provokerende kunst fra både individuelle kunstnere og kunstnergrupper, der alle var opsatte på at gennemføre en ”kunstrevolution”. De så kunsten som en mulighed for at dyrke frihed kort tid efter afslutningen på en lang og traumatisk krigsperiode fra 1937 til 1945 og de efterfølgende syv år med amerikansk besættelse frem til 1952.

Kudo blev i 1962 tildelt et rejselegat, så han og hans kone Hiroko flyttede til Paris, hvor de blev i over 20 år. Den kendte franske kunstkritiker Michel Tapié (1909-1987), der promoverede Art Informel-bevægelsen, havde set Kudos værker på Yomiuri Indépendant og anmeldt dem positivt. Kudo tog del i Nieuwe Realisten-udstilling i Haag i 1964, og han udstillede sine værker i både Paris og andre steder i Europa. Hans tidligere abstrakte stil blev afløst af mere figurative elementer, og han benyttede assemblage-praksis, hvor han kombinerede genstande fra hverdagslivet med sine modelleringer. Det kunne være alt fra fuglebure og hamsterhjul til liggestole og cigaretskod. Ofte tilførte han neonfarver og belyste værkerne med ultraviolet lys, også kendt som sort lys.

Fra 1980'erne begyndte Kudo at opholde sig både i Paris og Japan. Han beskrev selv sin position som en fordel, idet han var fjernt fra Japan, og samtidig ikke assimileret i det franske samfund, og derfor var han i stand til at studere og sammenligne Japan og Europa. I 1974 beskrev Kudo Japan som et laboratorium af loyale rotter, der eksperimenterede med den værste forurening i verden og med en befolkning, der var fanget i en ”hvirvelvind” af informationer fra massemedierne, der drejede hurtigere og hurtigere. Han var kritisk over for det konforme japanske samfund, hvor befolkningen i hans øjne havde underlagt sig massemediernes magt, såvel som overfor vestlig humanisme, kristen moral og dualistisk tankegang.

I mange af Kudos kunstværker kan man identificere et foruroligende samspil mellem tre centrale elementer: mennesket, naturen og teknologien. Kudo beskrev hvordan de tre elementer indgår i et lukket kredsløb og kontrollerer og kultiverer hinanden. Denne relation kaldte han ”forurening – kultivering – ny økologi”, en proces, hvor vi kun er kommet til den indledende infantile og voldelige stadie.

Mange af Kudos skulpturelle værker består af fragmenter af menneskekroppe, så som ansigter, næser, hjerner, penisser, fingre, øjne, støbt i plastik og med flossede eller afrevne kanter. Kropsdele er gengivet i sygelige farver, med rynker eller røde øjne, som tegn på den nedbrydning, som al natur, inklusiv menneskekroppen, gennemgår. Blomster, mos, kaktus og andre botaniske objekter blandes med orme, larver, og mikroorganismer, alt sammen støbt i plastik. Alle disse genstande er ofte indespærret i et bur, under en plastikkuppel, eller i et akvarium, som om de er i fangenskab eller indgår i et lukket økosystem. Teknologi visualiseres ofte som elektriske ledninger, printplader og lysdioder, der blinker midt i den mørke dystopi. I sit kunstneriske manifest fra 1971 beskrev Kudо̄ selv disse mikro-universer som en ”ny økologi”.

Nogle af planterne eller kropsfragmenterne i Kudos værker ser ud som om de smelter, hvor naturens genstand går i opløsning og flyder ud. Her er der direkte reference til følgerne fra atombomberne, hvor de personer, der var udsat for eksplosionen, bogstaveligt talt smeltede af varme og radioaktiv stråling.

I mange af Kudоos værker optræder ansigtet af den fransk-rumænske skuespilforfatter Eugène Ionesco. Kudo og Ionesco havde et kortvarigt og mislykket filmsamarbejde i 1970, hvor Kudo efterfølgende anvendte gummiafstøbninger af Ionescos hoved. I mange tilfælde kan ansigtet også pege på en bredere betydning af ”kunstner”, eller det kan fortolkes som en form for portræt af Kudo selv.

Kudos værker kan forekomme groteske og absurde, endda afskyvækkende. Mange ser hans kunst som en mørk og dyster skildring af menneskets relation til natur og teknologi. Men faktisk var Kudо̄ ikke en pessimist, for selvom mennesket gennem ”kontamination”, forurening, har ødelagt naturgrundlaget for sig selv, er mennesket ifølge Kudo nu selv blevet en del af en større og uomgængelig metamorfose, et kredsløb af forrådnelse og nedbrydning, der giver mulighed for en genopstandelse i nye former. Naturen har rottet sig sammen med forurening og teknologi imod menneskeheden, men denne proces vil afstedkommen en ”ny økologi” baseret på gensidighed og ikke opposition, hvilket kan være med til at nedbryde nogle af menneskehedens nuværende magtrelationer, eksempelvis kolonialisme

I 1987 fik Kudo konstateret kræft i halsen og rejste hver dag i flere måneder til et hospital i udkanten af Paris for at få strålebehandling. Han blev tilbudt en stilling på Tokyos Kunstakademi og flyttede til Tokyo samme år. Kudo fik dog konstateret tyktarmskræft og blev opereret i februar 1990, men han døde af sygdommen i november 1990.

Kudos værker har været vist på utallige udstillinger i Japan, Europa og USA, både da han levede og efter hans død. Kudos temaer er stadig aktuelle i forhold til nutidens stigende bevidsthed om global klimakrise.

I Danmark har Kudos værker været vist på Louisiana Museum for Moderne Kunst; første gang i 1974, hvor museet erhvervede to af hans værker, og igen med en stor udstilling Tetsumi Kudo: Cultivation i 2020-2021.

• japansk billedkunst
• Japan