Tastum Sø, tørlagt sø, tidligere kaldet Dommerby Sø, 5 km sydøst for Skive; 750 ha. Søen var et af Jyllands største vådområder med god fiskefangst. Vandstandssænkningen på 2 meter 1869-72 - på trods af lokal modstand - tørlagde omtrent det flade bassin, som i første omgang benyttedes til græsproduktion og afgræsning. En mere effektiv tørlægning i 1940'erne med betydelig statsstøtte forvandlede den til agerjord. Afvanding sker ved pumpehus ad Dommerby Å til Skive Fjord.

De centrale dele ligger i dag lidt under havniveau, resten omkring 1 m.o.h. Dyndjorden indeholder østersskaller, der viser, at søen i stenalderen var et nor i Skive Fjord. Senere tilsanding og landhævninger lukkede næsten snævringen ved Højslev Stationsby; efter en brakvandsperiode opstod en fiskerig sø.

Siden tørlægningen har den største del af Tastum Sø været ejet og dyrket af et aktieselskab, der byggede to større gårde. I de første 50 år var græsproduktion dominerende. Især efter 1940'ernes intensivering af tørlægningen blev landbruget alsidigt; i dag er der overvejende planteavl.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig