Sydøstasiens musik

Sydøstasiens musik er langt mindre beskrevet end både vest- og østasiatisk musik. Især musikken hos områdets mange etniske minoriteter nævnes kun sjældent, men er meget alsidig.

To materialer har haft betydning for musikudviklingen: bambus og bronze, men mens bambusinstrumenter ikke har tiltrukket sig større opmærksomhed blandt musikforskere, er gongensemblerne veldokumenterede. De store ensembler fra Java og Bali (se gamelan) er de bedst kendte og mest sofistikerede, men langtfra de eneste. Over hele området findes små og store ensembler med gonger som den instrumentale kerne, herunder både hængende og liggende gonger, evt. i stemte rækker. De sydøstasiatiske gonger kendetegnes ved at have en knop i midten (i modsætning til de østasiatiske flade gonger). Instrumenterne er oftest fremstillet af bronze, men i visse områder bruges også bl.a. jern. Ud over stemte gonger anvendes metallofoner i mange af de større ensembler samt instrumenttyper som fløjter, xylofoner, trommer og strengeinstrumenter.

Musikken er melodisk og bygget over et rytmisk skelet af slag på de store gonger (kolotomi). Herover lægges de melodiske lag et efter et, ikke i form af harmonier, improvisationer eller polyfoni, men som en central kernemelodi med forholdsvis fastlagte omspilninger, fordoblinger eller flerdoblinger og variationer på højereklingende instrumenter. Der anvendes især ligesvævende syvtoneskalaer, hvorfra der udvælges skiftende femtoneskalaer. Inden for denne stramt strukturerede og hierarkiske kompositionsform udgør tonetætheden, dvs. antallet af toner i et afmålt tidsrum, fx en gong-cyklus, et typisk fænomen. Taktarterne er symmetriske i modsætning til både i Vest- og Sydasien, og kompositionerne er meget regelbundne, hvis ikke ligefrem symmetriske.

Gongensemblerne findes både inden for hoffernes kunstmusik, ved ceremonielle og religiøse lejligheder og i mere ydmyge udgaver som i byernes folkelige grupper. Samtidig har de spillet en vigtig rolle for turismen, hvilket har medvirket til at forstærke deres centrale plads som nationale symboler. Der findes dog også mange andre ensembleformer, bl.a. omfattende bambusinstrumenter med strenge, fløjter og slagtøj. Disse instrumenter anvendes inden for kunstmusikken, især i kammermusik og solistiske genrer. Desuden er de udbredt blandt landbefolkningerne i de fleste af landene.

Den kinesiske påvirkning af musikken har været begrænset til visse områder, ikke mindst Vietnams kunstmusik og kunst- og bymusikken i andre områder med stor kinesisk indvandring; desuden findes den blandt minoritetsgrupperne tæt på Kina. Her dominerer de sprøde melodilinjer fra intime kammermusikinstrumenter eller fra forskellige trommer, cymbaler m.m. inden for teatermusikken.

Muslimsk og indisk indflydelse gjorde sig gældende i 1200-1600-t., både gennem massemigration, intensive handelsforbindelser og erobringer fra såvel Vestasien som fra datidens muslimske Indien. En række instrumenter (bl.a. ud, rebab og zurna) har arabisk-indiske rødder. Med de store episke beretninger Mahabharata og Ramayana som udgangspunkt er områdets teatertraditioner ofte indbyrdes beslægtet, og siden har den arabiske og især indiske populærmusik, filmmusikken, sat sit præg på byernes lydbilleder.

Minoritetsgrupper med høj status i verdenssamfundet har i særlig grad præget musikken i nyere tid. Desuden spiller indisk populærmusik fortsat en væsentlig rolle sammen med de europæisk-amerikanske kulturformer, som i stigende grad vinder indpas i de moderne byer og i massekulturen.