Swaziland - historie, I området er der fundet mere end 200.000 år gamle stenredskaber. Bantutalende grupper (bl.a. nguni og sotho) indvandrede omkring Kristi fødsel, men Swazistaten kan ikke med sikkerhed spores længere tilbage end 1700-t. Sobhuza 1. (ca. 1785-1836) konsoliderede riget og samlede en koalition af nguni- og sothoklaner, der kunne modstå presset fra syd, hvor Shaka var ved at samle Zuluriget (se Mfecane). Sobhuzas søn Mswati (ca. 1820-68), som lagde navn til riget, indledte en række krige med boerrepublikken Transvaal, der fra midten af 1800-t. annekterede dele af Swaziland vestfra. Samtidig købte briter af kongehuset brugsret til jord og undergrund; da Swaziland blev en britisk koloni i 1906, var 2/3 af jorden ejet af hvide. Kongehuset opnåede stor velstand i løbet af 1900-t. og investerede store summer i især uddannelsessystemet, mens de hvides indtjening sjældent blev geninvesteret i landet.

Swaziland fik i 1968 sin formelle uafhængighed som et konstitutionelt monarki. I 1973 afskaffede Sobhuza 2. forfatningen til fordel for et traditionalistisk system, og han herskede nærmest enevældigt indtil sin død i 1982. Efter et intrigepræget interregnum blev den 18-årige Mswati 3. kronet i 1986. Han indledte i 1990'erne forsigtige politiske reformer, som dog ikke tilfredsstillede den voksende demokratibevægelse med fagforbundene i spidsen. Senere blev politikken mere konservativ. De politiske spændinger øgedes, fordi regeringen og kongen modarbejdede demokratiske reformer og opretholdt et enevældigt monarki. En styrkelse af sikkerhedspolitiet og indførelsen af nye love mod oppositionspolitik har mindsket udsigten til reformer.

I 2005 underskrev kongen en ny forfatning som i store træk bekræftede monarkiets absolutte magt. Undertrykkelse og regeringens kontrol med medierne har svækket oppositionen. Kongens ekstravagante livsstil med indkøb af dyre biler og huse til sine 15 hustruer (2015) har vakt opmærksomhed. Der har siden været adskillige demonstrationer for mere økonomi og krav om politiske reformer, men kritikken er blevet slået ned.

Læs mere om Swaziland.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig