Sobhuza 2., 22.7.1899-21.8.1982, konge over Swaziland fra 1921. Ved sin død var Sobhuza 2. verdens længst regerende monark. Sobhuza 2. stod i spidsen for Swazilands fredelige overgang til uafhængighed af Storbritannien i 1968; i 1973 suspenderede han forfatningen og tog den fulde magt i landet. Indenrigspolitisk praktiserede han en blanding af modernisering og traditionalisme.