Sverige - økonomi

Artikelstart

Siden Sverige i begyndelsen af 1930'erne blev ramt af den store depression, har den offentlige sektor spillet en afgørende rolle i samfundsøkonomien. Det såkaldte folkhemmet, som blev introduceret af den socialdemokratiske partiformand Per Albin Hansson i 1928, skulle sikre, at alle fik en ensartet social sikkerhed ved fx sygdom og arbejdsløshed. I 1938 indgik LO og Arbejdsgiverforeningen SAF en hovedaftale om arbejdsfreden, og udviklingen på arbejdsmarkedet og i den sociale velfærdspolitik blev kaldt "den svenske model".

Modellen blev udbygget i efterkrigsårene, hvor hovedtemaet i Socialdemokratiets økonomiske politik blev at sikre fuld beskæftigelse til alle samt at videreføre det sociale reformarbejde. I 1947 gennemførtes en skattereform, som havde til formål at sikre dels finansieringen af velfærdsstaten, dels en omfordeling af indkomster og formue i samfundet. Erhvervslivet forblev i vid udstrækning på private hænder til trods for en betydelig diskussion herom i 1940'erne. Den svenske model oplevede sin glansperiode i 1950-1973, hvor den økonomiske vækst var høj, valutaen stabil, og arbejdsløsheden lav. Den offentlige sektor ekspanderede kraftigt, således fordobledes de offentlige udgifter fra omkring 25% af BNP i 1950 til 50% i midten af 1970'erne. Da udgiftspolitikken var fuldt skattefinansieret, førte udviklingen dog ikke til en stigning i den offentlige sektors gældsætning, som lå nogenlunde konstant omkring 20% af BNP. Imidlertid førte oliekriserne i 1970'erne i kombination med en svækket international konkurrenceevne til perioder med lavkonjunktur og stigende arbejdsløshed. Underskuddet på de offentlige budgetter steg dramatisk, og ved midten af 1980'erne var den offentlige sektors gæld steget til næsten 70% af BNP.

Sveriges omfattende velfærdssystem gør de offentlige budgetter meget følsomme over for ændringer i den økonomiske vækst. Derfor kom der også hurtigt overskud på de offentlige budgetter igen, da konjunkturerne atter vendte i midten af 1980'erne. Alligevel katalyserede udviklingen et skifte i den økonomiske politik. Udbygningen af den offentlige sektor blev bremset, mens den internationale tendens til liberalisering af blandt andet kapital- og valutamarkedet også bredte sig til Sverige.

Sverige har en lille, åben økonomi, som er meget afhængig af samhandel med udlandet. Således svarer værdien af udenrigshandelen til omkring 70% af BNP. Derfor har landet traditionelt været fortaler for global frihandel og praktiseret dette gennem medlemskab af blandt andet EFTA og GATT/WTO. Sverige ansøgte om medlemskab af EU i 1990 og blev optaget i 1995. Den store afhængighed af udenrigshandelen har også betydet, at valutakurspolitikken historisk set har været anvendt som et vigtigt økonomisk-politisk instrument. Således blev den svenske krone devalueret fem gange i slutningen af 1970'erne og begyndelsen af 1980'erne, og Sverige har ikke siden august 1977, hvor landet forlod slangesamarbejdet, været med i valutariske samarbejdsaftaler. Frem til maj 1991 tilstræbte Riksbanken at holde kronekursen stabil over for en handelsvægtet kurv af valutaer. Derefter blev kronen i kølvandet på EU-ansøgningen knyttet til ECU, men uden at Sverige deltog i EMSen. På det tidspunkt var økonomien imidlertid på vej ind i den værste recession siden 1930'erne.

Liberaliseringerne i den finansielle sektor havde ført til en kraftig kreditekspansion, som i vid udstrækning var blevet ydet med sikkerhed i fast ejendom. Stigende ejendomspriser forstærkede udviklingen, og det lånefinansierede forbrug eksploderede. Økonomien blev overophedet med høj inflation og en forværret konkurrenceevne og underskud på betalingsbalancen til følge. Ubalancerne førte til, at der på de finansielle markeder opstod mistillid til fastkurspolitikken, som efter voldsom spekulation måtte opgives i november 1992. Den handelsvægtede valutakurs faldt med mere end 30% frem til 1995. Renten steg kraftigt i begyndelsen af 1990'erne, hvilket medvirkede til, at blandt andet ejendomspriserne faldt dramatisk. Lån blev misligholdt, og banksektoren kom i en så alvorlig krise, at kun betydelig økonomisk støtte fra staten i 1991-1993 på godt 90 milliarder svenske kroner, svarende til ca. 6% af BNP, kunne forhindre et kollaps. Krisen resulterede i en markant stigning i arbejdsløsheden fra 1,7% i 1990 til 8,2% i 1993 og i en dramatisk forværring af de offentlige budgetter. På baggrund af den usikre situation forblev renten på et højt niveau. Regeringen søgte at imødegå udviklingen ved at føre en stabilitetsorienteret økonomisk politik, som også skulle sikre, at Sverige kunne overholde EU's konvergenskrav. Finanspolitikken blev strammet, blandt andet gennem nedskæringer i offentlige ydelser og højere skatter, mens pengepolitikken blev indrettet til at sikre prisstabilitet.

Siden 1995 har Riksbanken, som i 1997 blev gjort politisk uafhængig, således haft en målsætning om, at inflationen skal holdes på 2% ± 1%. Valutakursen har flydt frit siden 1992, men den betydelige nedskrivning af den svenske krones værdi banede vejen for, at eksporten kunne trække økonomien ud af recessionen. Et markant rentefald i sidste halvdel af 1990'erne førte til øgede investeringer og privatforbrug. Den økonomiske vækst var ca. 4% i 1999 og 2000, gik næsten i stå under den internationale afmatning i 2001, men genvandt tempoet i 2005. I denne vækstperiode har arbejdsløsheden ligget lidt over 5%. Den lave prisstigningstakt skyldes dog blandt andet rentefaldet, idet renteudgiften til egen bolig indgår i det svenske forbrugerprisindeks, ligesom momsreduktioner på fødevarer og liberaliserede el- og telepriser har været med til at holde forbrugerpriserne nede. De offentlige budgetter udviste underskud i 2002-2004, uden at Sverige dog overskred de økonomiske konvergenskrav for deltagelse i ØMUen, men en folkeafstemning i 2003 imødegik regeringens anbefaling heraf.

Efter transformationen af den traditionelle råstofbaserede industriøkonomi i retning af et højteknologisk servicesamfund fremstår den svenske model fortsat hensigtsmæssig, hvad angår en række politiske målsætninger: vækst, velfærd og social og geografisk udjævning af levevilkårene. Som i Danmark diskuteres det nu, hvorvidt skattefinansiering kan sikre velfærden for et voksende antal ældre. Sverige har solide overskud på handels- og betalingsbalancen.

Sveriges vigtigste samhandelspartnere er EU, især Tyskland, Danmark og Storbritannien. Sverige er ligeledes Danmarks næststørste samhandelspartner (efter Tyskland). Danmarks eksport til Sverige var i 2005 på 67,3 milliarder kroner, mens Danmarks import derfra var på 62,1 milliarder kroner. De vigtigste danske eksportvarer var i 2005 olie (26%), beklædning og farmaceutiske artikler. Importen bestod blandt andet af olie, papir og pap samt mobiltelefoner mv.

Læs mere om Sverige.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig