Strø Bjerge

Artikelstart

Strø Bjerge, 8 km lang og 300 m bred, velbevaret åsrække med en næsten konstant højde nordvest for Slangerup i Nordsjælland. Den ligger som en stor vold i landskabet og rejser sig 20-30 m over det lave terræn. Den største højde er 38 m.o.h. Åsene er aflejret af smeltevand fra sydøst. Den første er det 4 km lange, rette Strø Bjerg, der midtvejs har en lille gennembrudsdal på tværs; dets nordlige del er udgravet, og her er en fiskesø. Derefter følger den krumme Lundebakke nord for Havelse Ås gennemløb, der fortsætter i Vibjerg til Ølsted, begge fredet i 1981.

Faktaboks

Etymologi
Stednavnet kendes fra 1682 som Strøebierre, 1. led bebyggelsesnavnet Strø, 1192-1201 Strø, opr. usammensat navn på Havelse Å, identisk med subst. gammeldansk *strø 'strøm'; 2. led -bjerg 'bakke'.

Åsene anvendes til græsning og planteavl; flere steder ses spor efter mindre gravninger i åsenes sider.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig