Staraja Ladoga, de norrøne kilders Aldejgjuborg, en af de ældste bydannelser i Rusland, beliggende syd for Ladogasøen. Staraja Ladoga har sin oprindelse som knudepunkt i vikingetidens handelsveje. Arkæologiske fund fører oprindelsen tilbage til 700-t. og fremviser et samfund med både skandinaviske og slaviske indbyggere. En træbefæstning afløstes ca. 890 af et stenanlæg, der siden flere gange blev udvidet. Som handelscenter blev byen i 1000-t. overgået af Novgorod, der lå mere centralt i forhold til handelen over Kyjiv til Konstantinopel.