Speciesbanken, to seddeludstedende banker, oprettet i Slesvig og Holsten 1788 og i Danmark og Norge 1791. Som led i en sanering af pengevæsenet udstedte de sedler, der var indløselige med fuldvægtige specierigsdalermønter, mens monarkiets hovedbank, Kurantbanken, udstedte ikke-indløselige sedler i den mindre værdifulde kurantrigsdaler. Bankerne fik begrænset betydning for pengeforsyningen og nedlagdes ved pengereformen i 1813.