Sovjetunionen (Religion), Sovjetunionens borgere blev allerede i 1918 i forbindelse med kirkens adskillelse fra staten og skolens adskillelse fra kirken tilsikret samvittighedsfrihed og ret til at bekende sig til hvilken som helst religion eller ikke at bekende sig til nogen. Der fastsattes imidlertid en række bestemmelser, der begrænsede religionsfriheden til alene at omfatte det kultiske, som foregik inden for kirkens, moskéens eller synagogens mure under myndighedernes kontrol. Fx blev religionsundervisning forbudt, og kirken og de andre religiøse samfund blev frataget retten til ejendom. I 1920'erne og 1930'erne gennemførtes masselukning af kirker, moskéer, synagoger og lamaistiske (buddhistiske) helligdomme. Adskillige gejstlige arresteredes, og der gennemførtes massive antireligiøse kampagner.

Med den åbning, der skete for den russiske kirke under 2. Verdenskrig, lettedes vilkårene for alle trossamfund i Sovjetunionen, og kirker osv. genåbnedes i et vist omfang. I Khrusjtjov-perioden strammedes statskontrollen med alle religiøse organisationer dog igen.

I forlængelse af de begrænsninger, de religiøse samfund var underlagt, gennemførtes en omfattende propaganda for en videnskabeligt baseret ateisme, der med tiden institutionaliseredes og indlagdes i undervisningssystemet fra børnehaver til universiteter. Se den russiske kirke og Rusland (religion).

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig