Slaget ved Königgrätz

Slaget ved Königgrätz, Slaget ved Sadowa, udkæmpedes 3.7.1866 mellem Preussen og Østrig under Den Preussisk-østrigske Krig. Preussernes ca. 225.000 mand var bevæbnet med bagladegeværer og lagde vægt på præcis ildafgivelse, mens østrigernes og deres saksiske allieredes ca. 240.000 mand havde forladerifler og anvendte bajonetangreb i sluttet kolonne.

Slaget var ikke velforberedt; østrigernes chef havde frarådet slag, men kæmpede efter ordre i ugunstigt terræn, og preussernes rekognoscering var dårlig. De forventede en mindre, fjendtlig styrke og havde ikke samling på deres egen, men sejrede dog med et tab på omkring 10.000 døde og sårede. Østrigerne mistede ca. 40.000, heraf 12.000 usårede fanger.

Königgrätz er det tyske navn for den tjekkiske by Hradec Králové, der ligger øst for Prag. Nabobyen Sadowa blev i løbet af de timer, slaget fandt sted, centrum for kamphandlingerne. Derfor kaldes begivenhederne i England og Frankrig for Slaget ved Sadowa.

Slagets politiske betydning var, at Østrig, der i århundreder havde været den ledende kraft i Det Tysk-romerske Rige/Det Tyske Forbund, nu måtte overlade denne position til Preussen. Slaget er således en vigtig milepæl på vejen til et samlet Tyskland under preussisk ledelse.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig