Unionen med England (1707-1870)

Kongefællesskabet nødvendiggjorde en tilnærmelse mellem de to lande, og med usikkerheden om den engelske arvefølge (se Act of Settlement) var grunden lagt til skabelsen af Storbritannien. Englænderne frygtede igen at se Skotland som springbræt for en katolsk modreformation, mens skotterne på deres side erkendte de handelsmæssige fordele ved en nærmere tilknytning til England. Unionen havde dog længe karakter af et fornuftsægteskab. Unionstraktaten tog således alene sigte på en politisk integration (dvs. opløsningen af det skotske parlament), mens kirken og det juridiske system forblev uantastet. Nederlaget ved Culloden i 1746 markerede afslutningen på klanerne som magtfaktor, men åbnede samtidig for muligheden for, at Skotland kunne indgå som en mere ligeberettiget partner i unionen.

Afsmitningen fra England blev nu mærkbar inden for alle dele af samfundslivet. Indførelsen af foderplanten turnips sikrede et væsentlig højere foldudbytte, der gav basis for en udvidelse af den lukrative kødkvægeksport. Omvendt betød markedskræfternes indtog i højlandet en massiv overgang til fåreavl og en affolkning af det gamle klanområde. Skotterne fik adgang til verdensmarkedet, og infrastrukturen blev udbygget. Et omfattende kanalbyggeri bandt fra slutningen af 1700-tallet landet sammen, og med jernbanens indtog i 1830'erne kunne selv afsidesliggende egne tage del i den økonomiske udvikling. Handelen var først centreret omkring kolonialvarer som tobak og bomuld, men med de store forekomster af jern og kul skete der hurtigt en forskydning i retning af sværindustri og skibsbygning omkring Glasgow og ved Clyde River.

Vejen mod selvstyre (1870-2000)

Den skotske repræsentation i det engelske underhus var længe helt domineret af frihandelstilhængere, hvilket fra midten af 1870'erne førte til stadig dårligere konkurrencevilkår for landbruget. Byerne kunne længe opsuge den overskydende arbejdskraft, men den ensidige satsning på en omkostningstung sværindustri gjorde økonomien meget sårbar over for konjunkturudsving.

Svigtende afsætningsmuligheder førte i 1930'erne til en stadig dybere industrikrise med akut bolignød og massearbejdsløshed til følge. Forsøg på at skabe en bredere erhvervsprofil var uden større succes, og fra midten af 1950'erne foregik der reelt en afindustrialisering af Skotland. De store strukturproblemer, som fulgte i kølvandet på nedlæggelserne af kul- og stålindustrien, betød samtidig, at en fuldstændig adskillelse fra England længe opfattedes som økonomisk urealistisk.

Nationalistpartiet Scottish National Party (SNP) blev grundlagt i 1934, men det parlamentariske gennembrud måtte vente til opdagelsen af olieforekomsterne ud for Skotlands østkyst i 1970'erne. Med sine ca. 30% af stemmerne pressede SNP nu på for en større lydhørhed over for skotske interesser, en selvstændig skatteudskrivning og et eget parlament.

Forslaget om en uddelegering af magten blev dog først vedtaget ved folkeafstemningen i 1997, på 700-årsdagen for sejren ved Stirling. I den nye forfatning bevarer England kontrollen med skotsk udenrigs- og sikkerhedspolitik, men med den store opbakning bag selvstyret (75 %) rejstes en folkelig debat om Skotlands fremtidige plads i EU og Europa. Om det nye parlament, der første gang trådte sammen den 1. juli 1999, formår at omsætte den nyvundne økonomiske handlefrihed i konkrete politiske resultater, er et helt andet spørgsmål.

I 1999 oprettedes et regeringsorgan (Scottish Executive) med ansvar for bl.a. sundhed, uddannelse, bolig og kommunaløkonomi. Selvstyret ledes af en førsteminister; udenrigsministeriet er fortsat en del af den britiske regering, men har nu sæde i Glasgow. Valget i 1999 resulterede i en regering bestående af Labour og Scottish Liberal Democrats.

SNP blev i 2007 det største parti i Skotland og kunne danne en mindretalsregering, og i 2011 fik partiet flertal i det skotske parlament. Partiets leder i 1990-2000 og 2004-2014, Alex Salmond, var førsteminister i 2007-2014. Han blev i 2014 efterfulgt både som partileder og førsteminister af Nicola Sturgeon.

Det lykkedes SNP at få gennemført en aftale med den britiske regering om en folkeafstemning vedrørende selvstændighed for Skotland. Den blev afholdt den 18. september 2014. Selvom ca. 55 % af skotterne stemte nej til fuld selvstændighed, fik afstemningen ikke desto mindre sat Skotlands forfatningsmæssige forhold på dagsordenen. Skotterne fik markeret en afstand til England og regeringen i London, og repræsentanter fra de store britiske partier måtte alle love udvidet selvstyre til Skotland i forløbet op til afstemningen.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig