Santiago-ordenen, Jakobusordenen, spansk religiøs ridderorden, grundlagt 1170, anerkendt af paven fem år senere. Ordenens opgave var at beskytte pilgrimme til Santiago de Compostela og drive hospitaler, men den fik også hurtigt en vigtig rolle i reconquistaen mod muslimerne og i beskyttelse og bosættelse af de erobrede områder, alt under ledelse af dens skytshelgen, apostlen Jakob, "Maurerdræberen". Fra 1186 havde ordenen en kvindelig gren. Santiago-ordenen blev verdsliggjort og ophævet i løbet af 1800-t.