Santalmissionen

Artikelstart

Santalmissionen er et folkekirkeligt missionsselskab, stiftet i 1867 af danskeren H.P. Børresen og nordmanden L.O. Skrefsrud. I 2000 blev Santalmissionen lagt sammen med Det Danske Missionsselskab i Danmission.

Faktaboks

Også kendt som

Dansk Santalmission

Som navnet antyder, begyndte arbejdet blandt santalerne i Indien, og grundlæggerne vakte efterfølgende begejstring for projektet i hjemlandene, hvor der blev stiftet lokale støttegrupper – i Danmark i 1877.

Efter Indiens uafhængighed blev den tidligere missionsledede kirke selvstændig i 1950 under navnet The Northern Evangelical Lutheran Church (NELC). I 1966 udvidedes arbejdet til det daværende Østpakistan (nuværende Bangladesh); fra 1981 tillige i Nepal, 1993 i Cambodja og 1994 i Mongoliet.

Selskabet arbejdede ved udsendelse af missionærer og tekniske eksperter fra både Danmark og Asien. Det skete gennem udviklingsprojekter og økumenisk kirkesamarbejde med henblik på forbedring af menneskers levevilkår både åndeligt og materielt.

Efter flere års diskussion gik den danske del af Santalmissionen sammen med Det Danske Missionsselskab i 2000, mens den norske afdeling året efter gik med i Normisjon, en sammenlægning af organisationer for ydre mission og mission i Norge.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig