SDI, Strategic Defense Initiative, amerikansk rumbaseret missilforsvarssystem, som Reaganregeringen i 1983 påbegyndte planlægningen af. Projektet blev også kendt som Star Wars, opkaldt efter science fiction-filmen af samme navn fra 1977. SDI kom til at spille en central rolle ved nedrustningsforhandlingerne i den kolde krigs sidste faser, først og fremmest fordi det undergravede den eksisterende terrorbalance mellem supermagterne. 1984-90 anvendte USA mere end 20 mia. dollar i forskningsmidler på SDI, der bl.a. skulle anvende laserteknologi, røntgenstråler og satellitter til nedskydning af fjendtlige missiler. Eksperter var dog stærkt uenige om systemets anvendelighed, og den politiske modstand voksede i takt med Sovjetunionens opløsning. I 1993 blev SDI afløst af et langt billigere program ved navn Ballistic Missile Defense Organization.

SDI fik dog atter høj politisk prioritet i slutningen af 1990'erne og især efter George W. Bushs tiltræden som amerikansk præsident i 2001. Det erklærede mål var ikke at rykke ved terrorbalancen, men først og fremmest at beskytte USA mod missiler fra såkaldte slyngelstater. Den politiske opbakning til SDI voksede, efter at Nordkorea i 1998 havde udviklet sit første langdistancemissil. Som et led i udviklingen af et raketskjold varslede USA i 2001 en ensidig opsigelse af ABM-traktaten med Rusland. Traktatens ophør faldt dog sammen med en ny nedrustningsaftale mellem de to lande. Frem til 2002 var det i tre ud af en længere række af forsøg med et raketforsvar lykkedes at nedskyde missiler, men testresultaterne var stærkt omdiskuterede.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig