Faktaboks

Søren Ulrik Thomsen
Født
1956

Søren Ulrik Thomsen. Foto fra 2011.

.

Søren Ulrik Thomsen, f. 1956, dansk forfatter. I en vekslen mellem poesi og poetik digter og reflekterer Søren Ulrik Thomsen over grænser, modsætninger og paradokser med både ironi, patos og en musikalsk rytmik, der aldrig mister et slag.

Poesi er et på én gang sprogligt og kropsligt nærvær, der i sig samtidig rummer fravær, ophør, død, siger han i sin første poetik, Mit lys brænder (1985). Krop og identitet er hovedtema i digte om storby og fremmedhed i City Slang (1981, fortolket musikalsk 1984 af Lars H.U.G.) og om enhed og ekstase i Ukendt under den samme måne (1982).

I Nye digte (1987) søger jeget en "uhørlig musik", overvejer det fælles mere end det individuelle og kredser om rummet, tiden, sjælen, det ukendte "andet" i tilværelsen. Således vinder en traditionsbevidst moderne eksistensdigtning og refleksion over grundvilkår frem i forfatterskabet, formuleret med melankoli og skønhed i Hjemfalden (1991), hvis paradoksfigurer og labyrintisk slyngede syntaks udtrykker en kompleks livsforståelse.

"Arabesker" kalder Thomsen denne form i essayene En dans på gloser (1996), og sådan genrebestemmer han de følgende digte i Det skabtes vaklen (1996), der i forlængelse af Hjemfalden udtrykker en tilsvarende modsætningsrig og formsikker spørgen til det uvisse og gådefulde midt i en hverdagslig tilforladelighed. Digtene Det værste og det bedste (2002) har illustrationer af Ib Spang Olsen.

I en række essays s.m. Frederik Stjernfelt, Kritik af den negative opbyggelighed (2005), analyseres den negativitetstænkning, der har bredt sig i samfundet. I 2009 udkom yderligere Repremiere i mit indre mørke, der samler en række af Søren Ulrik Thomsens bedste essays fra aviser og tidsskrifter.

To år senere fulgte digtsamlingen Rystet spejl (2011), der både favner melankolske tilbageblik og en samtidig taknemmelighed for nærværet og øjeblikkets åbenbaringer. I Samlede Thomsen (2014) er alle Søren Ulrik Thomsens digte og essay samlet i ét bind.

Søren Ulrik Thomsen blev medlem af Det Danske Akademi 1995 og blev s.å. tildelt Statens Kunstfonds livsvarige ydelse. Han har desuden modtaget bl.a. Aarestrupmedaljen 1991. I 2016 blev Søren Ulrik Thomsen tildelt Modersmål-Prisen.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig