Faktaboks

Rosario Castellanos
Født
25. maj 1925
Død
7. august 1974

Rosario Castellanos var en mexicansk digter, prosaist og essayist.

Som datter af en rig godsejerfamilie i Chiapas i det sydlige Mexico voksede hun op i privilegerede omgivelser. Dette forhindrede hende imidlertid ikke i at udvikle en skarp sans for sociale uretfærdigheder, idet hun bemærkede hvordan såvel kvinden som den indfødte var marginaliserede og undertrykt. Hendes barndom var præget af det familiemæssige traume som tabet af hendes bror var, da denne var syv år gammel. Den mandlige arvings død var så en stor tragedie, at Castellanos følte sig frastødt af sin familie, og derfor knyttede hun sig i stedet til sin indfødte tjenestepige. Af hende lærte hun den indfødte verdens myter og ritualer at kende. Desuden forårsagede præsident Lázaro Cárdenas’ jordreformer, at hendes familie mistede en stor portion jordbesiddelser. Disse erfaringer skildres i romanen Balún Canán (1957, da. De ni vogtere, 1990), som i høj grad er selvbiografisk funderet.

Castellanos’ dybe forståelse af det indfødte verdenssyn forårsager, at hendes fiktionsfortællinger (romaner og noveller) befinder sig i en gråzone mellem indigenismo og magisk realisme. Ofte er fortællerperspektivet nemlig i den grad knyttet til de indfødte kulturers forestillingsverden at den repræsenterede virkelighed synes beboet af mytiske åndelige kræfter. Ud over de indfødte kulturer er Castellanos’ andet hovedtema en feministisk anklage af patriarkalske strukturer og handlemønstre.

Castellanos var en af pionererne i den latinamerikanske feminisme og bidrog til at introducere skikkelser som Simone de Beauvoir, Virginia Woolf og Simone Weil i den spansksprogede verden. Dette tema er ofte til stede i hendes digtning, som er kendetegnet ved en enkel stil der er tæt på talesproget, og som vi i en dansk sammenhæng kender fra megen digtning fra 1960’erne og 70’erne. I denne henseende var hun en vigtig inspirationskilde for mange efterfølgende mexicanske og latinamerikanske digtere som f.eks. José Emilio Pacheco. Det feministiske tema er desuden centralt i essaysamlingen Mujer que sabe latín… (En kvinde der kan latin (= mere end sit fadevor)) (1973).

Hun døde i en alt for ung alder som følge af en ulykke i hjemmet, mens hun var Mexicos ambassadør i Israel.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig