I kolonitiden (ca. 1520-1821) var den mexicanske litteratur meget præget af de spanske forbilleder. En iøjnefaldende undtagelse er den kvindelige lyriker og dramatiker Sor Juana Inés de la Cruz (ca. 1651-1695), der vakte opsigt i samtiden med sin skarpsindighed og raffinerede metaforik og stadig står som en af de ypperste forfattere i den spansksprogede barokdigtning.

Det 19. århundrede

Uafhængigheden af Spanien i 1821 førte ikke umiddelbart til gunstige vækstbetingelser for en nationallitteratur af betydning i de efterfølgende kaotiske årtier. Efter uafhængighedskrigen fulgte den mexicansk-amerikanske krig, som medførte en halvering af landets territorium, derefter blev et kejserdømme indført pga. fransk intervention (Maximilian I af Mexico) og slutteligt indfandt et diktatur sig (Porfirio Díaz). Det var revolutionen i årene 1910-1919 med dens politiske og intellektuelle idealer, der blev startskuddet til den efterfølgende frodige udvikling, som karakteriserer 1900-tallets mexicanske litteratur. Endvidere blev revolutionen et tilbagevendende tema, især i roman, novelle og drama.

Romangenren

Mariano Azuelas Los de abajo (1915, Dem under), en af de første i kæden af de såkaldte revolutionsromaner, er en dokumentarisk skildring baseret på forfatterens oplevelser under revolutionen. Adskillige senere forfattere reflekterer over eftertidens skuffede forventninger under PRI (Partido Revolucionario Institucional, dansk: Den Institutionelle Revolutions Parti), som var ved magten fra 1930 til 2000. Juan Rulfos lakoniske realisme i novellesamlingen El llano en llamas (1953, dansk Sletten brænder, 1988) eller romanen Pedro Páramo (1955, dansk Pedro Páramo, 1961, 1998 og 2023), Carlos Fuentes' eksistentialistisk problematiserende roman La muerte de Artemio Cruz (1962, dansk Artemio Cruz' død, 1966) og Juan José Arreolas (1918-2001) absurdistiske fortællinger i Confabulario fra 1952 er eksempler på den insisterende kredsen om revolutionen som projekt og fiasko i vidt forskellige æstetiske udtryk.

Et tema, som optager en lang række forfattere, og som også ofte behandles i forbindelse med revolutionstemaet, er modsætninger og sameksistens, socialt og kulturelt, i det etnisk blandede Mexico. Således skildrer Rosario Castellanos i romanen Balún Canán (1957, dansk De ni vogtere, 1990) med udgangspunkt i sin egen opvækst et barns skisma mellem forældrenes europæiskorienterede og barnepigens indfødte kultur, mens nobelpristageren Octavio Paz reflekterer kritisk over mexicansk identitet og selvforståelse i den kulturfilosofiske essaysamling El laberinto de la soledad (1950, dansk Ensomhedens labyrint, 1986).

Poesien

Lyrikken har lige siden dannelsen af den avantgardistisk orienterede Contemporáneos-gruppe i 1920'erne været overvejende præget af metafysiske og metalitterære spørgsmål, som det bl.a. ses hos Paz. Men også andre tendenser gør sig gældende som hos nutidens centrale digter José Emilio Pacheco (1939-2014), hvor et skarpsynet, illusionsløst omverdensengagement får overraskende lyriske udtryk.

Teateret

Dramatikken i 1900-tallet og begyndelsen af 2000-tallet omfatter flere generationer af stærkt produktive forfattere. Temaerne henfører fx til mexicansk historie eller er af universel eksistentiel art, og formen kan være realistisk, absurdistisk, Brecht-inspireret m.m. En særlig type mexicansk dramatik, det såkaldte chicanoteater, skrives i USA's sydveststater, hvor det har stor gennemslagskraft. Det viser, ofte bidende ironisk eller humoristisk, sociale uligheder og kultursammenstød mellem nordamerikanere og mexicanske indvandrere.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig