Mexico - litteratur

Artikelstart

I kolonitiden frembragte mexicansk litteratur stort set kun blodfattige imitationer af spanske forbilleder. En iøjnefaldende undtagelse er den kvindelige lyriker og dramatiker Sor Juana Inés de la Cruz (1651?-1695), der vakte opsigt i samtiden med sin skarpsindighed og raffinerede metaforik og stadig står som en af de ypperste i spansksproget barokdigtning.

Uafhængigheden af Spanien i 1821 førte ikke umiddelbart til gunstige vækstbetingelser for en nationallitteratur af betydning i de efterfølgende kaotiske årtier, hvor landet gennemlevede krig mod USA, fransk kejserdømme og diktatur. Det var revolutionen i 1910-1919 med dens politiske og intellektuelle idealer, der blev startskuddet til den efterfølgende frodige udvikling, som karakteriserer 1900-tallets mexicanske litteratur. Endvidere blev revolutionen et tilbagevendende tema, især i roman, novelle og drama.

Mariano Azuelas Los de abajo (1915, Dem nedefra), en af de første i kæden af de såkaldte revolutionsromaner, er en dokumentarisk skildring baseret på forfatterens oplevelser under revolutionen. Adskillige senere forfattere reflekterer eftertidens skuffede forventninger under PRI, Den Institutionelle Revolutions Parti, der i slutningen af 1900-tallet stadig er ved magten. Juan Rulfos lakoniske realisme i novellesamlingen El llano en llamas (1953, dansk Sletten brænder, 1988), Carlos Fuentes' eksistentialistisk problematiserende roman La muerte de Artemio Cruz (1962, dansk Artemio Cruz' død, 1966) og Juan José Arreolas absurdistiske fortællinger i Confabulario fra 1952 er eksempler på den insisterende kredsen om revolutionen som projekt og fiasko i vidt forskellige æstetiske udtryk.

Et tema, som optager en lang række forfattere, og som også ofte behandles i forbindelse med revolutionstemaet, er modsætninger og sameksistens, socialt og kulturelt, i det raceblandede Mexico. Således skildrer Rosario Castellanos i romanen Balún Canán (1957, dansk De ni vogtere, 1990) med udgangspunkt i sin egen opvækst et barns skisma mellem forældrenes europæiskorienterede og barnepigens indianske kultur, mens nobelpristageren Octavio Paz reflekterer kritisk over mexicansk identitet og selvforståelse i den kulturfilosofiske essaysamling El laberinto de la soledad (1950, dansk Ensomhedens labyrint, 1986).

Lyrikken har lige siden dannelsen af den avantgardistisk orienterede Contemporáneos-gruppe i 1920'erne været overvejende præget af metafysiske og metalitterære spørgsmål, som det bl.a. ses hos Paz. Men også andre tendenser gør sig gældende som hos nutidens centrale digter José Emilio Pacheco, hvor et skarpsynet, illusionsløst omverdensengagement får overraskende lyriske udtryk.

Dramatikken i 1900-tallet og begyndelsen af 2000-tallet omfatter flere generationer af stærkt produktive forfattere. Temaerne henfører fx til mexicansk historie eller er af universel eksistentiel art, og formen kan være realistisk, absurdistisk, Brecht-inspireret m.m. En særlig type mexicansk dramatik, det såkaldte chicanoteater, skrives i USA's sydveststater, hvor det har stor gennemslagskraft. Det viser, ofte bidende ironisk eller humoristisk, sociale uligheder og kultursammenstød mellem nordamerikanere og mexicanske indvandrere.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig